Familien Lange's Hjemmeside for Slægtsforskning

Lange Historier

Den efter følgende slægtkrønike blev forelagt under slægtsstævnet i Brejning 11. juni 1995 og giver en sjov indfaldsvinkel til slægtsforskningen. Vi ved p.t. ikke meget om kilderne til krøniken men hører gerne hvis du skulle have oplysninger.

Den Lange Slægtskrønike

Der var engang en mand.

Han hed Christian Lange og kom til verden omkring 1690.

Men da ingen rigtig vidste hvor hand var født og hvem der var hans forældre, beslutted man i stedet at gøre ham til slægtens stamfar.

Måske var han født i et sted nede i Holsten. Nogle kloge hoveder vil nemlig vide at Lange-slægten er en gammel tysk krigerslægt.

Christian Lange var da også en rigtig Krigerkarl. I mere end 24 år tjente han ved det Fynske Regiment til hest forskellige steder rundt i landet. Til sidst blev han dog træt af hesten, solgte den og slog sig ned som fæstehusmand i Smidstrup, sammen med sin kone Maren og deres tre børn.

Huset de kom til at bo i var et såkaldt kassehus. Ikke fordi huset var bygget af kasser, men fordi det svarede skat til regimentkassen.

Ellers var huset da solidt nok. Men Christian var lidt træt af at der ikke hørte mere jord til det. Derfor købte han del i en stor gård i Velling og lagde jord til sit hus.

Men nu var huset ikke længere stort nok, så Christian begyndte at bygge til, så han kunne få plads nok til de fire bæster og tre køer som han kunne holde på sin nye jordlod.

Og da kongen en skønne dag begyndte at sælge ud af alle de jorder han ejede på egnen, og han ejede mange, så købte Christian sit kassehus. Og fra den dag kunne Christian Lange kalde sig for selvejerbonde.

Christian og Maren havde tre børn og de blev alle krigerkarle som deres far.

Den ældste havde Christian ladet opkalde efter sig selv, så han hed også Christian og fik sig en god militærkarriere i Fåborg. Den yngste hed George og døde som ung på en tur til Holsten.

Men den mellemste hed Jens. Og det er ham vi stammer fra.

Jens var født i 1721 og døbt i Bregentved Slotskirke. Og dermed var livet jo startet så godt som det overhovedet kunne for en lille fyr som Jens. Men da han som ung løjtnant en tid lå i Kolding var han så uheldig at komme til at besvangre en datter af selveste slotsforvalteren på Koldinghus. Og det var jo knapt så godt.

Jens lovede pigens far at han ville gifte sig med hende. Men da Bryllupet nærmede sig fik han kolde fødder og forsvandt med hele sit regiment til Holsten.

Hernede blev han forelsket i en købmandsdatter, og nu lovede han hende ægteskab. Denne gang holdt han sit løfte, selvom hans nye svigerfar var meget mod det. Datteren giftede sig jo under sin stand.

Faderen gjorde hende arveløs. De to nygifte var bare ligeglade og tog til Smidstrup for at drive gården.

Men gamle Christian levede længe og unge Jens blev utålmodig. Han blev så utålmodig at han en skønne dag tog ned til sin svigerfar købmanden og spurgte om han dog ikke kunne låne han lidt penge, så han kunne købe sin egen gård. Men denne gang var det svigerfar, der var ligeglad. Og så måtte Jens tage hjem igen og vente på at det blev hans tur.

Da gamle Christian endelig døde, overtog Jens Lange gården. Det havde ellers været Christians ønske at hans kone skulle sidde i uskiftet bo når han døde.

Men så truede Jens med at flytte sin vej hvis han ikke fik gården nu og her. Ja, han ville flytte helt til Holsten hvis det skulle være - ligesom han havde gjort de andre gange.

Hans mor blev naturligvis ked af det, hun kunne jo heller ikke passe gården alene. Og så fik Jens sin vilje.

På den tid var Jens ved at få nykker. Så han fik lavat sig et rigtig slægtsvåben, som eller kun adelige familier på den tid brugte. Det er det du kan se på forsiden af dette hæfte og som stammer fra 1773. Men da Jens ikke havde så mange penge kom våbenet til at se lidt hjemmelavet ud.

Jens Lange syntes hurtigt forholdene i en bondeby som Smidstrup var lidt vel små for en mand af hans format. Så han besluttede sig for at købe en gård til.

Eller det vil sige: han lånte over 600 rigsdaler til at købe den med. Men så var han til gengæld også blevet en af de største gårdmænd i hele sognet.

Desværre for Jens, var der blot et problem. Gælden. En skønne dag skulle den jo betales tilbage.

Den dag kom, men Jens havde ingen penge. Kreditorerne blev naturligvis lidt sure på ham. Men Jens var en handlingens mand, så han gik da bare ud og lånte endnu flere penge som han så betalte de gamle lån med. Smart!

Men en skønne dag var det de nye kreditorer der blev sure. Og da det samtidig begyndte at gå dårligt for landbruget bleve det hele til en stor ond cirkel.

Det var som om Jens' storheddrømme begyndte at briste. Til sidst måtte han sælge alt hvad han ejede, for at redde i tide hvad redes kunne.

Heldigvis fik Jens lov til at blive boende i kassehuset og han havde da også beholdt en lille jordlod i Velling. Den udstykkede han og fik derved penge nok til at købe kassehuset tilbage.

I 1778 døde Jens Lange førend han nåede at sætte alt over styr. Hans enke og deres børn blev boende i huset.

Det var en svær tid for dem. Men tilsyneladende var enken, som datter af en købmand, et noget større økonomisk talent end sin afdøde mand. Ikke alene formåede hun at drive den lille gård videre i mange år, men hun købte efterhånden også noget af den gamle jord tilbage lige så snart hun havde penge nok.

En af hendes børn hed Christian Lange, ligesom sin bedstefar. Og det er ham vi stammer fra.

Christian viste hurtigt at være et mere roligt gemyt end sin far. Han besluttede helt at lægge krigsvæsenet på hylden og holde sig til det hjemlige landbrug.

Og så havde han arvet sin mors talent for pengesager. Faktisk gik det så godt for ham at han på én og samme tid købte gården af sin mor og en hel masse jord fra andre gårdmænd.

Efter kort tid nedrev han den gamle gård og byggede en helt splitterny.

Da der havde været rejsegilde på den nye gård, gik Christian op til en af Smidstrups største gårdmænd. Han hed Frederik Holtzendorff og ejede den gård der hedder Feddelrede. Christian spurgte gårdmanden om han godt måtte gifte sig med hans datter.

Det måtte han godt og så blev Christian figt med Maren.

Maren var faktisk et helt godt parti for Christian, for ikke alene fulgte der kontanter med i sådan en handel, der fulgte også anseelse. Kort tid efter blev Christian udnævnt til sognefoged i sit sogn.

Og sådan levede Christian og Maren i mange år og havde der godt med det.

Men Christian fik flere og flere penge. Til sidst havde han så mange af dem, at han kunne begynde at låne dem ud. Men fra sin mor vidste han, at det var bedst at låne ud til solide og pålidelige mennesker. Så han lånte de fleste af sine penge ud til herredsfoged Hans Hoffman Buhl i Fredericia.

Det var der mange andre der også gjorde. Men det skulle de aldrig have gjort! En skønne dag stak herredsfogeden af efter at have brugt alle pengene, rub og stub. Herredsfogeden blev efterlyst i alle landets aviser, men væk var han og væk var pengene.

Og så måtte Christian Lange sælge gården i Smidstrup inden det var for sent. Det var der også mange andre på egnen der også måtte.

Nu var det Christian's der måtte på lånemarkedet. Han lånte og han lånte og fik råd til at købe en mindre gård i Smidstrup. Og her boede Christian og Maren så i mange år og lovede hinanden at de aldrig mere ville låne penge ud til nogen. Det løfte fik de let ved at holde, for de kom aldrig til penge siden.

En dag blev Christian syg og han og Maren kom på aftægt hos en søn i Højen. Men sygdommen blev værre, Christian kunne ikke lade urinen. Han blev opereret og tappet men døde under skrækkelige lidelser.

De par småører Christian efterlod fav ikke børnene meget at starte på. Et par af sønnerne blev gårdmænd. Men ham der hed Johan var der ikke penge til. Og det er ham vi stammer fra.

Måske var det fordi Christian havde kunnet genkende for meget af sin egen ustyrlige far i Johan at han ikke fik noget (Johan havde nemlig også fået et barn med en pige uden at være gift med hende). I hvert fald blev Johan husmand.

Først købte Johan et lille husmandssted i Skærup og ernærede sig som slagter. Derefter solgte han huset og flyttede ned i en lille ejendom i Andkjær mose.

Johan var lidt af en grow ka'l, sagde man. Det vil med nutidsord sige at han var en hidsig mand, der nogle gange godt kunne slå på tæven. Måske var det krigernaturen der kom op i ham.

Hans kone hed Karen og havde ikke meget at lade sin mand høre. Hun var bomstærk, sagde man. Ja, hun kunne slæbe hele træstammer hjem fra skoven uden at det rørte hende en døjt. Det vaar der ikke mange der kunne.

Mange af Johan's børn rejste til Amerika ligeså snart de fik mulighed for det. Og det er efterkommere af dem vi sidenhen har haft kontakt med i Lange-slægten.

Men Hans Jakob Lange, der var den yngste af den talrige børneflok drog ikke afsted. Han blev istedet hjemme og en dag overtog han huset i Andkjær mose og blev far til en hel børneflok.

Det er dem vi stammer fra.......